For første gang får en virksomhed lov til selv at undervise på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Det sker, da SAP Danmark nu mangler så mange konsulenter, at de tilbyder studerende et kursus i ERP-systemet SAP Business One som et valgfag på 5. semester. Tiltaget bliver hilst velkommen af både lektorer og ledelse på Handelshøjskolen.
København — Som man ofte kan læse i aviserne, er der mangel på arbejdskraft. Samfundet skriger efter både læger, ingeniører og it-specialister, og netop det sidste er også noget, som SAP Danmark har oplevet en stor efterspørgsel på fra deres kunder og forhandlere. Det har fået IT-giganten til at stille deres ekspertise til rådighed og selv undervise en gruppe studerende på Handelshøjskolen til efteråret.
”Vi kan mærke, at der er et enormt behov for folk, der kan håndtere SAP Business One. Derfor henvendte vi os til Handelshøjskolen i Århus, der er en dominerende spiller inden for uddannelsesområdet og derfor har en stor målgruppe, som vi gerne vil nå,” fortæller Jens Bager, der er Country Manager for små og mellemstore virksomheder (SME) i SAP Danmark.
SAP Business One er et lettilgængeligt og moderne ERP-system, som allerede bruges i undervisningen på Handelshøjskolen til at illustrere en samlet løsning til virksomhedsstyring. Derfor kunne lektor Bjarne Rerup Schlichter heller ikke sige nej, da SAP Danmark henvendte sig i december sidste år for at undervise på skolens HA-uddannelse.
”Jeg kan kun se fordele ved samarbejdet. Med denne mulighed får vi endnu et valgfag at tilbyde de studerende, og det udbud forsøger vi altid at udvide. Samtidig ønsker vi, at opfylde de behov, der er i erhvervslivet og forsøge at blive mere virksomhedsorienterede, og derfor er det, som SAP tilbyder, rigtig spændende,” lyder det fra lektoren, der, allerede inden valgfaget er blevet opslået, har fået flere henvendelser fra studerende, der er interesseret i kurset.
På Handelshøjskolen regner Bjarne Rerup Schlichter med, at 20-25 studerende får mulighed for at tage kurset som et af deres valgfag. Hos SAP Danmark forventer man ikke, at samtlige studerende ender som konsulenter. Her hedder succesgraden blot 20 pct.
”Vi er glade for at kunne bidrage til, at de studerende bliver uddannet i noget samfunds- og erhvervsrelevant, for det mener vi, at man som virksomhed har et ansvar for. Vi kunne derfor også sagtens forestille os at udbyde kurset igen, da det er noget der giver værdi både for os og de studerende,” siger Jens Bager.
For mere information kontakt venligst:
Bjarne Rerup Schlichter, lektor,
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf. 89 48 61 04
Email: brs@asb.dk
Jens Bager, Country Manager, SME, SAP Denmark A/S
Tlf. 29 23 32 30
Email: jens.bager@sap.com