SAP skruer op for salg af digital platform

SAP Nordic ændrer ledelsesteamet som led i SAP’s langsigtede skift fra primært at levere ERP-applikationer til at levere digitale platforme for virksomheder.

Den nordiske Chief Technology Officer Jesper Schleimann overtager nu det nordiske salgsansvar for Database & Data Management i SAP Nordic. Han får med andre ord det overordnede salgsansvar for bl.a. middleware, integration og SAP HANA-platformen, som er hjertet i SAP’s hastigt voksende platforms-forretning. Han overtager dette ansvar fra Stefano Holguin, som er udpeget til ny Country Manager for SAP i Norge. Jesper Schleimann fortsætter i rollen som nordisk CTO, og han rapporterer til Martin Schirmer, som er leder for SAP Nordic.

”SAP har fokus på at være helt fremme i forhold til at understøtte kundernes digitale transformation. Vi er i gang med en hurtig forandring af vores forretning over mod cloud-løsninger og digital platform. Det er en spændende udfordring for mig at spille en fremskudt rolle på midtbanen i forhold til vores nordiske team på den her bane”, siger Jesper Schleimann, som tidligere har beklædt en række lederposter i SAP. Især inden for Business Analytics og som ansvarlig for SAP’s innovative HANA-platform.

Jesper Schleimann er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet og har suppleret sin uddannelse med en Executive MBA fra CBS. Han har arbejdet over 20 år i it-branchen for blandt andre CSC og SAS Institute, før han kom til SAP.