Novo Nordisk og Nets er blandt de bedste nordiske og baltiske SAP projekter i 2017

De årlige SAP Quality Awards anerkender og fejrer de kunder, som har opnået signifikant forretningsværdi via vellykkede implementeringer af SAP-løsninger. I år er det lykkedes både Novo Nordisk og Nets at opnå en plads i det fineste selskab i den nordiske SAP Quality Awards’ Fast Delivery-kategori. Novo Nordisk A/S vandt guld, mens Nets A/S opnåede bronze for vellykket implementering af en cloud-baseret HR-løsning i form af SAP SuccessFactors.

Vellykket projektstyring

SAP Quality Awards er siden 2005 blevet tildelt særligt vellykkede kundeprojekter, hvor der kan opnås guld, sølv og bronze: ”Det er fantastisk, at både Nets og Novo Nordisk opnår anerkendelse i form af nordiske SAP Quality Awards. Nets har vundet bronze for deres hurtige og agile projektudrulning i skyen af kompensationsmodulet i SAP SuccessFactors til 320 ledere i 7 lande. Udrulningen har kraftigt reduceret risikoen for fejl og har sikret compliance ift. overenskomster og Nets budgetter. Novo Nordisk-projektet har vundet guld og har leveret på alle parametre, der er essentielle for SAP Quality Awards”, forklarer Anders Feddersen, Country Manager i SAP Danmark.

Samarbejde betyder alt

SAP Quality Awards tildeles i tre kategorier for hhv. business transformation, fast delivery og innovation.

Hos Nets peger man bl.a. på samarbejde på tværs af lande og beslutningsprocessen som afgørende: ”Vi er glade for, at vores indsats bliver anerkendt ved at vinde bronze i SAP Quality Awards i kategorien Fast Delivery. Jeg er stolt over, at projektteamet på så kort tid overvandt flere udfordringer, fx i forbindelse med at få SuccessFactor-løsningen til at leve op til de fælles krav og behov på tværs af lande og behov. Projektteamets medlemmer fik mandat til at træffe hurtige beslutninger og fik SuccessFactor-løsningen implementeret hurtigt ved hjælp af godt samarbejde. Alle vores kolleger, som var involveret i projektet har bidraget til SuccessFactor-løsningen og har støttet op om behovene i processen”, forklarer Torsten Leimand, Head of HR Systems & Analytics hos Nets A/S.

Implementering fra dansk Gold Partner

Begge projekter er implementeret af Gavdi A/S, som er SAP Gold Partner inden for HR-løsninger. Her peger man også på samarbejde som en af nøglerne til succes: ”Vi er fantastisk stolte over at to af vores kunder har modtaget SAP Quality Awards for deres SuccessFactors projekter. Fælles for projekterne er, at de er gennemført i tæt samarbejde mellem kundens forretning og vores seniorkonsulenter og i tæt dialog om de krav og muligheder som SuccessFactors giver”, siger Søren Koppelhus, Group CEO i Gavdi og uddyber:

”Det ene projekt blev gennemført med vores Rapid Deployment løsning og blev leveret under tid og budget, men stadig med kvalitet. Vi ser ikke kun vores kunders SAP Quality Awards som en anerkendelse af deres forståelse for vigtigheden i cloudteknologi, men også som en anerkendelse af den investering, vi i årenes løb har gjort i udviklingen af vores SuccessFactors practice” forklarer Søren Koppelhus.

Hårde kriterier

  • SAP Quality Awards er blevet uddelt siden 2005 og vinderne findes blandt andet på baggrund af:
  • Kvalitet, omkostninger og tidsforbrug ifm. implementeringen
  • Kontinuerligt engagement hos kunden og en positiv brugeroplevelse
  • Vellykket ledelse det rigtige projektteam, samt risk og chance management
  • At nå projektets og virksomhedens mål – og mere til.

Guld-vinderne går automatisk videre til de regionale finaler ved SAP Quality Awards, hvor projekter fra hele Europa, Mellemøsten og Afrika deltager.