SAP involverer danske studerende i fremtidens teknologi

SAP har udviklet et nyt initiativ, som skal favne studerende i Danmark, der er interesseret i at få et unikt indblik i de nye teknologier, der er ved at transformere virksomheder verden over. Fra dette forår kan studerende i Danmark blive en del af SAP’s studentersamfund Next-Gen. Alle studieretninger er velkomne.

Den eksponentielle udvikling inden for IT vil stille store krav til alle på fremtidens arbejdsmarked. Derfor lancerer SAP dette forår Next-Gen-initiativet i Danmark. Next-Gen skal give danske studerende indsigt i fremtidens teknologier, herunder IoT, analyse, maskinlæring, big data og designtænkning. Med fokus på digital innovation og sociale aktiviteter giver Next-Gen de studerende rig mulighed for at skabe et bredt netværk i IT-branchen – både i Danmark, men også i udlandet.

Selv siger SAP om initiativet: “Vi vil hjælpe studerende til at få adgang til branchen og give dem muligheden for at prøve kræfter med den nyeste teknologi fx Internet of Things, Machine Learning og big data,” fortæller Jesper Schleimann, Nordisk CTO hos SAP.

Next-Gen er åben for alle studieretninger. Det er lige meget, om man er samfundsfaglig, humanist eller naturvidenskabelig.

Interesseret i fremtidens teknologi?

Brænder du for at forstå fremtidens teknologi, og vil du udvide dit professionelle netværk inden for IT-branchen? Så har du chancen for at blive en del af SAP’s Next-Gen-tiltag i Danmark.

Som en del af Next-Gen kan du deltage i eksklusive events, der udvider dit professionelle netværk og gør dig til en del af et økosystem, hvor du kan dele erfaringer og ideer med andre studerende og mentorer. Der er allerede nu planlagt en masse spændende aktiviteter, som du kan blive en del af:

  • Kick-Off event i SAPs Experience Center CPH
  • Månedlige events med SAP’s partnere
  • Netværksevents med mulighed for at udvide dit netværk
  • Mulighed for at arbejde på et SAP-relateret projekt i SAPs Experience Center CPH
  • Adgang til SAP’s projektbank og medarbejdere, som står til rådighed, hvis man ønsker at skrive et projekt, der inkluderer SAP
  • Adgang til SAP’s online træningsmateriale
  • Studietur til New York City

Lyder det som noget for dig? Så kan du nu søge om at blive en del af forårsholdet. Vi garanterer en stejl læringskurve og sociale aktiviteter kombineret med fremtidens teknologi.