SAP bliver stiftende medlem af Value Balancing Alliance for at hjælpe virksomheder med at måle deres bæredygtighed og samlede samfundsmæssige påvirkning

SAP har tilsluttet sig Value Balancing Alliance e.V. (VBA), en nonprofit-organisation, der arbejder med at ændre virksomheders måde at værdisætte deres samfundsmæssige påvirkninger og afhængigheder. Formålet er at skabe en standard for måling og deling af den miljømæssige, menneskelige, sociale og økonomiske værdi, virksomheder leverer til samfundet.

”I løbet af de 10 år SAP har arbejdet med bæredygtighed har vi konsekvent arbejdet med tanken om, at sociale, miljømæssige og økonomiske resultater hænger sammen. At være en del af VBA giver os mulighed for at samarbejde med ligesindede virksomheder og skabe grundlaget for en global forandring”, siger Daniel Schmid, chef for bæredygtighed i SAP.

VBA blev grundlagt i juni 2019 af otte internationale virksomheder: BASF SE, Deutsche Bank AG, LafargeHolcim Ltd., Novartis International AG, Philip Morris International Inc., Robert Bosch GmbH, SK Holdings Co. Ltd. og SAP. VBA støttes desuden af Deloitte, EY, KPMG International Cooperative, PwC, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), førende universiteter og interessenter fra regeringer, civilsamfund og organisationer der arbejder med standarder. VBA vil stille sit arbejde til rådighed for offentligheden, så andre virksomheder også kan benytte det.

Sammen med de andre medlemmer af VBA ønsker SAP at ændre måden, hvorpå virksomheder måler og værdisætter deres samlede bæredygtighed og samfundsmæssige påvirkninger, deres afhængigheder i værdikæden og deres finansielle markedsværdi. En intelligent data integration af påvirkningsmåling og værdiansættelse (Impact Measurement and Valuation – IMV) skal bygge bro over den nuværende kløft.

De fælles mål for Value Balancing Alliance er at:

  • Standardisere beregninger, sikre sammenlignelighed mellem metoder, etablere et pilotprojekt for ledelsesberetninger og offentliggøre resultater inden for tre år
  • Øge gennemsigtighed i forretningsbeslutninger samt værdiforandringer
  • Arbejde med eksterne organisationer for at udvikle og udvide regnskabsrammer indenfor bæredygtighed
  • Flytte prioritering fra maksimering af overskud til optimering af værdiskabelse

Læs den fulde pressemeddelelse på engelsk her