Her er en personlig historie fra det professionelle liv. Den handler om at være der for hinanden, når det virkelig gælder, og måske også lidt om forskellen på management og lederskab.
For nylig blev min mor akut og livstruende syg. For mig personligt betød det en 180 graders omlægning af min livsstil. Det private og familiære lagde pludselig beslag på mine tanker, følelser, tid og arbejdsindsats i de fleste af døgnets timer. Jeg måtte trække mig fra en række professionelle processer af ren og skær nødvendighed. I praksis betød det, at mine syv kolleger i det nordiske innovations-team, som jeg er leder for, blev bebyrdet med endnu flere projekter og opgaver.
Vi har din ryg
Team-medlemmerne reagerede ved at bakke op. Attituden var ganske entydig: Vi har din ryg. De tog mine opgaver og udfyldte de roller, som jeg ellers skulle have spillet. Helt utroligt varmende og fantastisk. For 10 år siden ville jeg have frygtet at miste mit job, når jeg nu ikke leverer. Men i dag arbejder vi team-baseret hos SAP, og det har i mit tilfælde elimineret den følelse ganske eftertrykkeligt.
Det mest forbløffende er måske, at disse mennesker (som i parentes bemærket er en multinational forsamling med både finsk, tysk, svensk, mexikansk, spansk og dansk blod i årerne) allerede arbejder med fuld plade. Ofte er de involveret i projekter relateret til FN’s verdensmål, og den form for meningsfuldhed betyder, at de virkelig arbejder igennem og løbende får motioneret deres empati.
Usikkert og ukendt
Projekterne kan derudover handle om at lede innovationsprojekter i store nordiske virksomheder, hvor de bevæger sig ud i det ukendte sammen med projektdeltagere fra mange virksomheder med meget forskellige fagligheder og organisatoriske roller. Krævende opgaver med mange ubekendte, som virkelig lægger pres på deres menneskelige og ledelsesmæssige kompetencer. Det er nemlig ikke kun en dans på roser at finde en vej og navigere i digital transformation af hæderkronede virksomheder.
Psykologisk safe zone
Min ide om at lede sådan et elitekorps af innovationsagenter tager udgangspunkt i respekten for, hvad der sker med os, når vi er ude på kanten i det usikre, hvor vi kan møde modstand, dagsordner og pres fra alle tænkelige vinkler. Faktisk er det ikke en gang sikkert, at deres hjemmeorganisation bakker dem entydigt op. Svaret for mig at se er, at vi skal arbejde så kollektivt som muligt, og at vi skal komme hjem til en psykologisk safe zone i teamet. Vi skal kunne lægge svesken på disken og få hjælp og sparring til det, som virkelig nager og udfordrer.
Som leder kæmper jeg naturligvis for at give team-medlemmerne dette sikre organisatoriske rum. Inspirationen kommer bl.a. fra et lederkursus, som lagde vægt på bevægelsen fra detaljeret, instruerende og kontrollerende management til lederskab. Og min egen rolle er jo også under forandring, for nu overhaler de mig på værktøjer og metoder. Mit fokus ligger i stedet på at give teamet rimelige og menneskeligt holdbare vilkår for at stille sig ud, hvor vinden blæser med usikkerhed og forandring.
Jeg vil gerne tro, at den aktuelle opbakning til min person er et ekko af den ledelsesstil. Det var i hvert fald utroligt fedt, at de var der for mig, da krisen kradsede.
Denne blog er naturligvis et udtryk for, at min mor nu er stabiliseret, så jeg kan vende tilbage til min professionelle rolle herunder blogging. Og det sker heldigvis med fornyet engagement og tiltro til projektet og med glæden over at være omgivet af stærke folk, som kan stå selv. Yes. Jeg er undværlig!
Head of Customer Innovation, SAP Nordic
Denne blog er oprindeligt publiceret i Børsen.
