Blank på menneskevenlig AI? Så start med et online-kursus

Hvis vi skal holde den teknologiske fremdrift i en rigtig vognbane, har vi brug for god regulering fra eksempelvis EU. Men vi kan også selv gøre noget som købere og leverandører af avanceret software. Var det noget med et lyn-kursus i ”Trustworthy AI?”

Der er stigende skepsis og frustration overdatakapitalisme og grænseløse tech-giganter. Margrethe Vestager er blevet en superstjerne på at dele lussinger ud til store spillere i tech-industrien nede fra Bruxelles, og nu er hun genvalgt i en digital nøglerolle hvor hun skal fremlægge EU’s strategi for kunstig intelligens i løbet af 2019.

Kunstig intelligens er fremtidens teknologi, og selv om jeg grundlæggende er optimist, kan jeg sagtens se faresignalerne. De basale ideer fra internettets barndom om nettets globale transparens som et stort plus til pluralisme og international forståelse og et gigantisk minus til svindel og diktatur er – for at sige det mildt – ikke den eneste sandhed om nutidens datadrevne økonomi.

EU skal bane en vej

Det politiske system er nu ved at vågne op, fordi ulighed, asymmetri og fake news er fulgt i kølvandet på tech-industriens succes. Det er her, Vestager spiller en global hovedrolle. Hun er eksponent for et Europa, som for alvor er ved at indse behovet for en demokratisk, balanceret og transparent brug af data. Til en vis grad i modsætning til den californiske og den kinesiske vej. Navnlig inden for kunstig intelligens er det Silicon Valley og Shenzhen, vi skal sammenligne Europa med.

Derfor er det positivt, at EU kommer med en AI-strategi. Men hele teknologien og dens anvendelse er så dynamisk, at en klassisk regulering slet ikke er tilstrækkelig. Vi, som er købere, brugere eller leverandører af AI, bør tage del i at formulere og udvikle en etisk forsvarlig tilgang til de data-intensive teknologier.

Lægeløfte og troværdig AI

Forleden så jeg en kommentar i Politiken om at ”computerfolket skal aflægge et lægeløfte”. Altså at hver enkelt af os der arbejder med teknologi skal tage ansvar for at bygge løsninger, som er i samfundets langsigtede interesse og ikke skader andre mennesker. Så jeg blev da ekstra glad, da jeg opdagede at min egen arbejdsgiver SAP i samarbejde med EU’s AI-ekspertudvalg (sørenjensme) har udviklet et gratis video-baseret online-kursus om ”Trustworthy AI”. Var det noget? Så tag det her: https://open.sap.com/courses/aie1-tl

Her kan du bl.a. se Cecilia Bonefeld-Dahl (som er fra DIGITALEUROPE) i et videooplæg om, hvor vi skal være opmærksomme, så AI understøtter mangfoldighed, ikke-diskrimination og retfærdighed. Det er ifølge EU’s ekspertgruppe et af syv nøglekoncepter for ”Trustworthy AI”. De andre handler om menneskets kontrol med teknologien, om robusthed og sikkerhed, privatliv og data governance, transparens, pålidelighed og om social og klimamæssig effekt.

Personligt håber jeg på, at jeg selv kan bidrage til en bæredygtig teknologiudvikling. Fremtiden tilhører den intelligente virksomhed, som skaber værdi med data, men vi skal bare besinde os på, at alt hvad der er muligt ikke nødvendigvis er forsvarligt!

Thomas Madsen, Leder af SAP Experience Center Copenhagen