Danmark kan tjene 35 mia. kr. årligt på kunstig intelligens, men i 2030 mangler vi mellem 20.000 og 80.000 medarbejdere med data-analytisk kompetence.
Disse markante forudsigelser fra Innovationsfonden og McKinsey kan man læse i 2019-analysen ”An AI Nation?”. Teknologien kalder på forandring på mange planer, og i virksomhederne kan vi selv starte med at gøre plads til de unge.
Personligt bliver jeg aldrig en digital indfødt, selv om jeg lever af at indføre ny teknologi. Jeg er født i 60’erne, og jeg kan bare konstatere, at vores medarbejdere i 20’erne tilfører i hvert fald to helt klare styrker til organisationen. For det første tænker de digitalt fra starten af, og det mindset fører frem mod nye måder at løse opgaver på. For det andet tæller formål og meningsfuldhed mere end da vi andre søgte vores første jobs.
Vi har haft over 1.300 unge gennem vores SAP Academy programmer over de sidste fem år. I starten lavede vi den klare fejl, at vi i for høj grad overlod dem til sig selv eller gav dem opgaver, der kunne se umulige ud. Nu integrerer vi dem tæt og lader dem dele mål og funktion med mere erfarne kollegaer (og ja, vores gennemsnitsalder er stigende, så vi har brug for diversitet).
Ny og erfaren, ung og midaldrende, han og hun ser bare forskellige ting og får bare forskellige ideer efter det samme møde. Den styrke er meget værd, når verden står over for digital omvæltning. Det passer simpelthen bedre til en innovativ kultur at have mangfoldighed i teams og opgaver, hvilket forskning også viser. Vi har fået en masse ud af at lade friske øjne se vores hverdag og konfrontere os med nye digitale ideer.
Appelsinen i turbanen er, at det ikke er en ”smart” finte i forhold til branding. Ja, det er en investering i mentorskab, coaching og reel involvering fra virksomhedens side, men det er også en investering i virksomhedens fremtid og en god forretning.
Gør det. Giv plads til de unge!
Jørn Jacobsen, adm. direktør, SAP Danmark