SAP Danmark Nyheder

Hjælp hjernen til at se potentialet

Min fantasi har nogen gange brug for en støttepædagog. Derfor kan jeg godt forstå, at virksomhedernes digitale forandring ikke altid foregår i eksplosivt tempo. En af nøglerne kan være at hjælpe hjernen lidt på vej.

Jeg kan egentlig godt identificere mig med den gamle skrøne om, at hvis brugerne af hestevogne var blevet spurgt om, hvad de ønskede sig, så ville de have sagt hurtigere heste. I bagklogskabens klare lys fremstår bilen som et helt logisk spring fremad. De færreste havde bare fantasi til at forestille sig et motoriseret køretøj.

I nutiden er det den digitale innovation, som rummer de helt store løfter. Men når jeg sidder i en workshop, hvor alt er muligt og ideerne skal blomstre, så kan jeg blive helt tom i øverste etage akkompagneret af en let susen for ørerne. Jeg føler mig i hvert fald ikke specielt kreativ.

Her forleden deltog jeg så i en workshop, hvor de teknologiske muligheder var linet op, som små kort man kunne lade sig inspirere af. Vi stod med et givet problem, og i kortbunken var der sætninger som ”du kan tale til computeren” eller ”sensorer opsamler data”. Den hjælp var ganske befordrende for min midaldrende ingeniørhjerne, og den holdt sig (når jeg nu selv skal sige det) relativt kampdygtig under hele forløbet.

Byg bro til praksis

Den oprindelige ide med det udstillingsområde i SAP Experience Center, hvor jeg tilbringer min arbejdsdag, er netop at inspirere. Men vi kan også se, at det ikke er nok bare at se eksempler på teknologi, der virker. Det giver tro på, at man kan lave noget nyt. Men i sig selv er det ikke nok til at bygge bro til virksomheders egen praksis.

Når vores gæster fra en eller anden virksomhed er ledsaget af en dygtig formidler, som både kender virksomheden og forstår teknologien, har udstillingen en helt anden effekt. Så bliver det muligt at trække avanceret dataanalyse, machine learning, chatbots eller voice-systemer tættere på praksis, og så stiger kreativiteten hos alle.

AI som falsk varebetegnelse

Workshoppen forleden løb af stablen under overskriften ”AI”. Men det var som et rent og skært buzzword, for i en skarp definition af kunstig intelligens handlede den slet ikke om AI.

AI blev nærmere brugt som betegnelse for ”al det vi endnu ikke har implementeret” fra den datamæssige og digitale værktøjskasse. Og jeg har det egentligt fint med, at den falske varebetegnelse kan bruges til at fremme digital transformation og datamæssige skridt i retning af den intelligente virksomhed.

Støttepædagog til et skift

Naturligvis bunder virksomheders træghed ikke kun i hjernens kapacitet. Det handler om samspillet mellem to tilgange til it: Nemlig den kørende, forudsigelige og infrastruktur-agtige tilgang, som holder lyset tændt, hælder kunder ind i butikken, tæller pengene og får en forsyningskæde til at virke. Og den eksplorative og eksperimenterende tilgang til at løse nye problemer og skabe innovation i processer og forretning.

Gartner bruger betegnelsen mode 1 og mode 2 og understreger, at begge dele er vigtige i forhold til digital transformation. Jeg er vokset op med mode 1, men nu arbejder jeg med mode 2. Og hjernen skal nogen gange have lidt støttepædagog for at kunne følge med!

Thomas Madsen, Leder af SAP Experience Center Copenhagen

 

Exit mobile version