SAP Danmark Nyheder

Fremtiden er cirkulær og vi, der arbejder med it, spiller en vigtig rolle

Verdensmålene og en gennemgribende monetarisering af bæredygtighed er den helt store klinge på klima-dagsordenen. Men it-folket kan også bidrage med procesunderstøttelse og innovation

Årets SAP Sustainability Summit i april var selvfølgelig en virtuel event. En af fordelene – når man skal gense den bagefter – er, at man kan afspille den på hastighed 1,25 og hurtigere få alle pointerne med. Det gjorde jeg med stor interesse her for nylig.

Klimadagsordenen har to helt centrale omdrejningspunkter. Reduktion af CO2-udslip og cirkulær økonomi. Begge dele er vigtige, men for mig var der flest positive overraskelser på det sidste område.

Gode indsatser

Det er altså stærkt opløftende, når Mitsubishi fortæller om forsøg med at omdanne CO2 til kemiske produkter. Når et bryggeri som Brew Dog fortæller om at basere produktionen på biogas. Når Cemex – en af verdens største cementproducenter – eksperimenterer med hydrogen som brændstof. Eller når kemikoncernen Eastman bruger blockchain til at dokumentere brugen af genbrugt materiale i deres produkter.

Alle disse enkeltstående indsatser skal bindes sammen af politisk styring mod verdensmålene og en global monetarisering af bæredygtighed. Når genbrugs-plastik er 25 pct dyrere end almindelig plastik, så må vi skabe de økonomiske incitamenter gennem regulering, så vi ikke straffer kunder og producenter, som tager den direkte vej mod en cirkulær og bæredygtig økonomi.

Målsætninger er fluffy

Verden er lidt længere fremme på CO2-reduktion end på cirkulær økonomi, hvor målsætningerne er mere fluffy, og hvor reglerne stadig er forskellige fra land til land. Selv inden for EU forvaltes direktiver forskelligt fra land til land. Det er naturligvis at lægge gift ud for, at globale koncerner for alvor investerer i bæredygtige omlægninger af produktion og distribution.

SAP’s globale CFO Luka Mucic vurderer, at kun 40 pct af investorerne i SAP ser på ESG (Environment, Social & Governance). I mine øjne er det for lidt. Vi skal have gjort det til god business at arbejde bæredygtigt, og her spiller it-branchen og alle it-folk en stor rolle.

Mere transparens

Når vi hos SAP bryster os af, at 77 pct af verdens transaktioner berører et SAP-system, så betyder det samtidig at 80 pct af verdens CO2-udledning kommer fra SAP-kunder. Det giver et helt nødvendigt fokus på at understøtte bæredygtighed i forretningsprocesser.

Transparens om fx CO2-udledning er den store nøgle til at monetarisere og reducere. Selvfølgelig hjulpet på vej og styret af politiske initiativer, men mange af os er helt klar på, at vi skal bygge en rapportering og en dokumentation, som skaber lige så stærke beslutningsgrundlag på klima som på økonomi.

Vi, der ukueligt tror på, at teknologi nok skal løse problemerne for verden, har kun delvist ret.

Vi skal nemlig også have over-national lovgivning og retningslinjer på plads. De sikrer en global og ensartet måde at måle samspillet mellem økonomi og virksomheders indsats for de 17 verdensmål.

Vi får også brug for procesunderstøttelse af bæredygtighed. Tænk på cirkulær økonomi som en ny forretningsmodel.

Og så selvfølgelig innovation. Når man afholder hackathons for at skabe innovation i brugen af data, så er verdensmål og bæredygtighed som regel helt fremme i forreste række. Yngre it-folk er helt med på den vogn, og det kan alle lære meget af. Navnlig i forhold til at udvikle morgendagens cirkulære økonomi.

Så, ja, nu er jeg igen mere optimistisk.

 

Af Thomas Madsen, Head of SAP Data Lab Copenhagen i SAP Experience Center Copenhagen

Oprindelig publiceret i Computerworld den 27. maj 2021.

Exit mobile version