Faren for at overreagere er lige så stor som faren for at være lammet af chokbølgerne fra USA. ”Stå fast og byg videre” er bedre end ”move-fast-and-break-things”.

Nej tak til mere USA i fremtiden” lød en nylig overskrift i Børsen (26. april). En undersøgelse viser, at 43 pct af danskerne mener at samarbejde med USA bliver mindre vigtigt i det kommende årti. I 2023 var tallet kun 10 pct. Og tilsvarende er antallet af danskere, som mener, at USA-samarbejde bliver mere vigtigt, faldet fra 48 pct i 2023 til 20 pct i år.

Dette hurtige skift i folkestemningen er forståeligt, men det er ikke rationelt for virksomheder at tænke og agere lige så binært. For næsten alle virksomheder er samarbejde med USA ikke et spørgsmål om Jolly i stedet for Pepsi, fordi relationen og kompleksiteten er meget større. Populært sagt er det primært direktioner i korte bukser, som lige nu mærker stormen, og reagerer ved at flygte mod beskyttelsesrummet.

Stå fast og byg videre

Fra møder med en række danske virksomheder mærker jeg variationen i danske lederes reaktioner. Alle taler om den nye verdensorden, men samtidig har mange virksomheder et ret sammensat forhold til USA via amerikanske leverandører, partnere eller kunder.

Jeg vil generelt opfordre til at sætte det lange lys på og bevare det kølige overblik, for mange danske virksomheder løser relevante problemer for verden, og den substans ændres ikke af det aktuelle transatlantiske stormvejr.

Talemåden fra Silicon Valley om ”move-fast-and-break-things” kan overføres til overilede reaktioner på signalerne fra USA, fordi man risikerer at skade virksomheden på den lange bane med impuls-reaktioner. Stå hellere fast og byg videre.

Europæisk data-suverænitet

Vi kan som europæisk leverandør af forretningssystemer konkret mærke virksomhedernes bekymring for at have store amerikanske teknologi-elementer i deres digitale set-up. Kunder spørger os, om vi kan hjælpe med at sikre deres data i europæiske cloud-systemer, hvis spændingerne mellem Europa og USA eskalerer yderligere.

Financial Times citerede SAP’s topchef Christian Klein (23. april) for at advare mod en for ideologisk tilgang til data. Han advokerede samtidig for, at vi i EU skal have en fælles ramme om data-suverænitet, så vi kan skalere og innovere med europæiske skalafordele.

Ledelsesdilemma anno 2025

Jeg anerkender til fulde, hvor svære valgene er, når man har en virksomheds fremtid i sine hænder. Skismaet mellem det korte og det lange sigt og balancen mellem et væld af samtidige, legitime hensyn er et vilkår for ledelse.

For nylig lyttede jeg til en podcast, som gik i dybden med Boeings udfordringer (Business Wars, The Unraveling of Boeing). Her bliver kvaliteten kompromitteret på den lange bane, når en kommerciel ledelse møder den skarpe konkurrence fra Airbus med at outsource produktion af flydele og presse hele produktionsapparatet på tid og ressourcer. Kvalitetsproblemerne dukker op noget forsinket og bliver derfor usynlige her-og-nu. Til gengæld er konsekvenserne ødelæggende, når en flydør falder af, eller når anti-staller-software låser og får fly til at styrte.

Svarene inden for kvalitetsstyring er at sikre den langsigtede kvalitet ”en permanent plads ved bordet” i ledelsens ”cockpit”. Her kommer AI til at spille en væsentlig rolle i scenarieplanlægning og simulering, og teknologien vil styrke vores evne til at reagere på forandringer – både hurtigt og med rolig hånd.

Innovation før regulering

Boeing-historien handler også om at håndtere og styre rundt om regulatoriske krav. Parallellen til Europas voksende bekymring over uregulerede amerikanske tech-giganter er klar nok. Men i vores kritik og vores ønske om menneskevenlig og demokrati-fremmende digitalisering må vi samtidig tage ved lære af USA og Kina.

Europa kan helt sikkert inspireres af tilgangen ”innovation-først, regulering-senere”. Aktuelt er sikkerhedspolitisk re-positionering og en styrket klimaindsats vigtige dagsordner, og begge dele kræver et boost til Europas økonomi. Et samlet indre marked uden nationale barrierer er en af nøglerne til at sikre, at de digitale investeringer kan tjene sig hjem, og Europa kan konkurrere globalt.

For den enkelte ledelse handler det om at sikre, at man også ser på værdiskabelsen i slow-motion, når krisen raser. Vi skal bruge det balancerede klarsyn til at agere rationelt uden at ryste for meget på hånden. Resiliensen er nødvendig, når geopolitik løber med den globale dagsorden. Og vi kan lære af strategisk kvalitetsledelse, hvis vi vil finde gode ledelsesmæssige svar. Billedligt talt skal vi have lange bukser på, når stormen tager til. Uanset om kastevindene kommer fra øst eller vest.

Af Mikkel Stavnsbo, adm. direktør, SAP Danmark

Oprindelig publiceret i Børsen den 3. maj 2025.