Når EU-politikere taler om deregulering og forenkling af rapporteringskrav, er det let at tro, at byrderne for virksomheder er på vej ned. Men for Europas SMV’er og vækstvirksomheder accelererer lovmøllen faktisk.
EU’s konkurrenceevne knirker. Mens USA og Kina investerer massivt i innovation og teknologi, står Europa i stampe, tynget af kompleks regulering og lav investeringslyst. EU-Kommissionens konkurrenceevnekompas og Draghi-rapporten sender derfor også et klart signal: Europa har brug for fornyet handlekraft og målrettede investeringer i teknologi og innovation. Når EU-politikere taler om deregulering og forenkling af rapporteringskrav, er det let at tro, at de administrative byrder for virksomheder er på vej ned. Men for Europas SMV’er og vækstvirksomheder er virkeligheden mere kompleks – for kravene forsvinder ikke, de flytter sig bare.
Initiativer som Omnibus-pakkens Stop-the-Clock-initiativ skaber måske midlertidige åndehuller, men de ændrer ikke på grundvilkårene: Nemlig, at mange virksomheder stadig mangler de digitale systemer og den teknologiske kapacitet, der skal til for at navigere i det voksende reguleringslandskab. Det er derfor afgørende, at virksomheder ikke lader sig lulle i søvn af politiske hensigtserklæringer og symbolske initiativer, men fortsætter med at tage ansvar for deres egen compliance og bæredygtighed.
For selv med disse lempelser er det vigtigt at forstå, at compliance ikke forsvinder. EU har taget vigtige skridt med Omnibus-forordningen og midlertidige undtagelser for bæredygtighedsrapportering, men lovmøllen er stadig i gang. Faktisk accelererer den. Virksomheder står fortsat over for komplekse og voksende krav, særligt på tværs af globale værdikæder, hvor forskellige standarder og rapporteringskrav skal balanceres. For eksempel ændres kravene i due diligence-direktivet, men virksomheder skal stadig overvåge deres direkte leverandører og sikre overholdelse af menneskerettigheder og miljøstandarder.
Europaminister Marie Bjerre sagde i sidste uge til Finans, at ‘man kan ikke skabe vækst bare ved at fjerne regler’. Det er derfor en farlig fejlslutning, hvis vi tror, at deregulering alene gør det nemt for SMV’er og vækstvirksomheder at drive virksomhed i Europa. Det bliver måske lidt mindre svært – men det bliver ikke let.
I takt med, at virksomheder vokser og bevæger sig ind på nye markeder, stiger kravene – ikke kun fra myndigheder, men også fra kunder og investorer. For vækstvirksomheder med begrænsede ressourcer, viser der sig her en særlig udfordring. De har sjældent tid eller mandskab til at omstille sig manuelt, hver gang en ny regulering træder i kraft, hvilket gør det svært at holde trit med de konstante ændringer. Uden de rette systemer og processer kan overholdelse af regler blive en tung byrde, der bremser væksten og forhindrer virksomhederne i at fokusere på deres kerneforretning.
Europæiske vækstvirksomheder skal konkurrere globalt
Når europæiske virksomheder investerer markant mindre i digitale løsninger og teknologi end deres globale konkurrenter – som McKinsey bl.a. peger på – bliver evnen til at navigere i komplekse krav og dokumentationsbyrder tilsvarende svækket. Efterlevelse af regler er derfor ikke kun et juridisk spørgsmål – det er et spørgsmål om robusthed. Det handler om at kunne dokumentere sine processer, data og ansvar og er i stigende grad en adgangsbillet til seriøse samarbejder og markeder. De virksomheder, der har styr på deres data og interne systemer, står markant stærkere i mødet med konstant omskiftelige krav, og de kommer hurtigere i betragtning som seriøse partnere i værdikæden.
Det er derfor ikke nok at håbe, at reglerne bliver færre – vi må forberede os på, at stadigt bliver mere komplekse, og at efterlevelse kræver teknologisk indsigt og struktur. Som virksomhedsledere må vi indse, at compliance ikke forsvinder. Tværtimod tror jeg, det bliver et konkurrenceparameter.
Drop sovepuden
Med Danmarks kommende EU-formandskab, der er lige om hjørnet, har vi en unik mulighed for at forme fremtidens erhvervsklima. Det er en historisk mulighed for at sætte retning. Politikerne skal skabe rammer, der fremmer vækst, ja – men vi skal også turde sige det, som det er: Narrativet om deregulering må ikke blive en sovepude. For selvom reglerne lempes, forsvinder de ikke. Og dem, der tror det, risikerer at blive overhalet af dem, der bedst formår at navigere i dem.
Af Helle Dochedahl, adm. direktør for SAP i Norden og Baltikum

Oprindelig publiceret i Finans den 30. maj 2025.



