Vi er lige ved at vænne os til at kunne føre en meningsfuld og målrettet samtale med alverdens viden lige ved hånden, og om lidt kan vi også tale med virksomhedens data. Velkommen til nye privilegier og nye krav i en jobfunktion forandret af AI.
Om lidt sætter du auto-reply på din indbakke, trækker stikket ud og dypper tæerne i havet, mens du hepper på Vingegaard i Touren. Min gæt er, at det formentlig er sidste gang, at du ikke også sætter dine AI-agenter op til ferietid. For i 2026 sorterer AI dine emails og svarer på mange af dem. Den kunstige intelligens har sandsynligvis også fuldt styr på din kalender for dig, og den samler løbende det sæt af informationer, som du foretrækker, og som er nødvendigt for at løse dine opgaver.
Det kan du jo skænke en tanke, mens du gumler popcorn i biografmørket foran den sidste Mission Impossible film, hvor en helt anden agent i skikkelse af Tom Cruise bekæmper den ondsindede AI, der er ved at overtage kontrollen med alverdens atomvåben.
AI inde i virksomhederne
Husk lige på at ChatGPT kun er tre år gammel, og vi er alle sammen ved at vænne os til, at vi kan føre en dialog med alverdens skrevne kilder. Gymnasieleverne er selvfølgelig helt fremme på beatet og skriftlige opgaver bliver aldrig det samme som før. Men teknologien vil også spille en gigantisk rolle i vores organisationer, for selvfølgelig kommer vi til at have den samme gnidningsfrie konversation med alle virksomhedens kontrakter, dokumenter, retningslinjer, tilbud, ordrer, regnskabsdata etc. Sandsynligvis i form af AI-agenter – ofte meget specialiserede – som kommer til at arbejde sammen.
Forleden besøgte jeg en opstartsvirksomhed, der berettede om at kunne udvikle software flere gange hurtigere end tidligere og med færre fejl og kvalitetsproblemer. AI har gjort dem dobbelt så gode med ét trylleslag. Deres customer success managers håndterer nu hver især tre gange så mange kunder som tidligere. Det sker endog med bedre service, for de bruger AI til automatisk at skrive referater, holde processerne i gang og sikre opfølgning.
Ny rolle – nye krav
Forandringerne bliver meget store. Når software indsamler, behandler og afleverer information, vil mange jobs skifte indhold. Ansvaret er måske det samme, men tidsforbruget til alt det foudsigelige/ordinære/strukturerede bliver voldsomt reduceret. Og nej, vi får nok ikke mulighed for at hæve samme løn og være på arbejde to dage om ugen og holde weekend i fem dage. Med den nye privilegerede rolle følger nye krav.
Jeg blev administerende direktør, mens jeg var i 30´erne, og jeg skal stadig aflære mig en del. For i min rolle følger en række støttefunktioner, som gør livet lettere i hverdagen (altså sikrer et højere output). De virker kun, hvis man bruger dem, og jeg har stadig ikke helt vænnet mig til, at jeg kan bede andre om at gøre både det ene og det andet. Prisen for privilegierne er, at man har ansvaret 360 grader og alle ugens dage.
En del af rolleforandringen som AI fører med sig minder om præcis dette rolleskifte. Du har alverdens data til rådighed, men du har selv ansvaret for, hvordan du bruger dem. Alle de kedelige og trivielle opgaver er AI bedre til end dig, men du skal stille de rigtige spørgsmål, lede efter blinde vinkler, have et øje på hver finger og tænke fremad. Nogen vil elske at steppe op til dette ansvar, mens andre vil hade friheden og den ”åbne” dagsorden. Mon ikke det bliver sværere at skyde skylden på andre, på it-systemerne, på kunderne, kollegerne eller verdensordenen?
AI-agenterne arbejder for øvrigt ufortrødent alle døgnets timer alle ugens dage uden at forlange eller have behov for sådan en ferie, som du kigger velfortjent ind i. Forhåbentlig ikke den sidste. Men nok den sidste uden AI-agenter på din arbejdsplads.
Af Mikkel Stavnsbo, adm. direktør, SAP Danmark

Oprindelig publiceret i Finans den 25. juni 2025.



