Hvor var vildskaben og visionerne henne i den kommunale valgkamp? Jeg tror, at AI forandrer mere i de næste fire år end nogen politikere. Skal vi ikke tale om det?

Vi skal – helt principielt – bakke op om vores demokrati, som globalt er mere truet end godt er. Konkret kan man fx investere noget tid i at følge og orientere sig i den aktuelle valgkamp. Det har jeg gjort. Men når man til daglig arbejder med, hvordan digitalisering forandrer vores virksomheder, så er fraværet af den teknologiske dimension i valgkampen nærmest chokerende.

Vi står over for fire år, hvor data og AI kommer til at ændre vores arbejdsliv. Måske med historisk dybde og rækkevidde. Alligevel er der ingen, der taler om denne forandring. Kommunerne er ellers store arbejdspladser, som er udfordret af store samfundsmæssige forandringer, og det bliver ikke just nemmere at rekruttere mennesker til at løse de virkeligt meningsfulde – men også voksende – opgaver på børne- og ældreområdet.

Elefanten i stemmeboksen

AI er måske elefanten i rummet, fordi der ikke er stemmer i digitalisering. Det forstår jeg godt, men det komplette fravær af en vision om at ændre hele spillepladen radikalt, undrer mig alligevel. Uanset om man abonnerer på en rød eller blå dagsorden burde det være aldeles tillokkende at kunne hugge den gordiske fordelingspoilitiske knude over og skyde genvej uden om den rituelle balancegang mellem skat og velfærd. Kunne man forandre opgaveløsningen, spare arbejdstimer, og løfte kvaliteten? Uden at det koster mere?

Tankerne er naturligvis ikke fremmede for den kommunale verden. Man behøver blot læse KL’s digitaliseringsstrategi for 2026-2030, hvor der ikke står mange ord, jeg er uenig i. Men valgkampens fravær af visioner om at forbedre sin organisation med teknologi må undre. Kan det skyldes, at i en nulfejlskultur er det vigtigere at undgå at lave fejl end at række ud efter store resultater (som måske også er svære at få hevet i land på fire år)? Eller at lovgivningen er så kompleks og kringlet, at kommunerne ikke reelt har manøvrefrihed? Eller er det siloopdelingen mellem forvaltninger og funktioner, som lægger gift ud for forandringer, og derfor afholder politikere fra at lægge hovedet på blokken og give løfter om digital værdi til borgere eller virksomheder?

Lån og stjæl

Professoren Bent Flyvbjerg har fundet frem til, at jo mere et projekt eller en organisation definerer sig selv som unik, desto større er sandsynligheden for at fejle med udviklingsprojekter. Sikkert også digitale transformationsprojekter. Man skal altså i stedet lede med lys og lygte efter områder, hvor man ligner andre, så man kan lade sig inspirere, låne, samarbejde og stjæle fra hinanden og undgå opfindelsen af dybe tallerkner. Det burde i den grad gælde for kommunerne, der deler forretningsprocesser med 97 andre lignende organisationer. Den gode løsning fra Kolding virker nok også i Køge. Slet ikke noget dårligt grundlag for digital forandring. Hvorfor taler vi ikke om det?

En anden forklaring kan være, at langt de fleste lige nu udelukkende møder AI som en global, pænt ustyrlig og nogle gange rablende chatbot, der på magisk vis kan tale med om næsten alt. Næste fase af AI-udviklingen kommer imidlertid til at folde sig ud på ”indersiden” af virksomhederne og arbejde med langt mere solide datagrundlag og levere stærke og troværdige resultater – måske 80 pct af en kommunal sagsbehandling overvåget af fagmedarbejdere?

Opstil visioner

Jeg er overbevist om, at kommunerne har et hold af rådgivere og leverandører, som hellere end gerne vil sætte nye AI-agenter i søen for at lette medarbejderne for de mest repetitive og mest tidskrævende opgaver. Tage sig af rapporteringen. Levere dokumentationen. Finde lovgrundlaget. Guide efter best practice. Og så videre og så videre.

Dette leverandørhold skal naturligvis sættes i gang af engagerede topledere og politikere, så vi får den AI, vi kan bruge til at effektivisere det kedelige og frigøre ressourcer til det væsentlige. Politikere skal presse på, stille krav, opstille visioner, så vi kan bygge en bedre fremtid. Velfærdssamfundet har brug for elefanten i rummet. Kom så Danmark!

Af Mikkel Stavnsbo, adm. direktør, SAP Danmark

Oprindelig publiceret i Finans den 12. november 2025.