Her er tre ledetråde til digitalister, der vil skabe mere bæredygtighed på den lange bane

Artikel

Vi skal digitalisere for bæredygtighed på transaktionsniveau, vi skal have en it-søjle med samme styrke som finans-søjlen og vi skal tænke bæredygtighed med ud (og ind) i globale forretningsnetværk.

”IT in Practice indicates that most companies fail to mature their digital capability to the extent required to meet their sustainability agenda.” Sådan konkluderer Rambøll Management Consulting i årets dugfriske undersøgelse blandt CIO’er og CEO’er.

Enig. Vi har et stykke vej at gå, men hvor er det lige, vi i it-benet kan bidrage? Det er et spørgsmål, som optager mig meget, fordi klodens klima er så udsat. I denne klumme argumenterer jeg for tre ledetråde.

Som leverandører i it-branchen møder vi stadig udbud, hvor bæredygtighed som dimension er helt fraværende. Vi kan også sagtens skifte leverandør og vælge ny cloud-partner, uden at vi kender klimaaftrykket af vores handling. Det er helt galt.

Bæredygtighed på transaktionsniveau

Den første ledetråd for digitaliseringens bidrag til bæredygtighed er, at vi skal ned på transaktionsniveau med ESG-data. Ikke kun i it-verdenen bør bæredygtigheds-dimensionen være til stede, når man træffer en beslutning.

Som it-leverandører eller cloud-partnere skal vi naturligvis konkurrere om at være bedst til bæredygtighed. Kan vi dokumentere det, kan vi også vinde på det, fordi vores kunder sætter ambitiøse mål for at reducere klimaaftrykket på deres forretning.

Det er i alle brancher vejen til grønne produkter, at vi kan dokumentere, at valget faktisk er bæredygtigt. Måske for en merpris men målbart mere bæredygtigt end alternativet.

Hele verdensøkonomien består af økonomiske transaktioner målt og registreret helt præcist. Vi skal i teorien have et lige så faktuelt spor af data om bæredygtighed. Vi skal kunne sende en revisor på arbejde som en anden blodhund og revidere vores ESG-regnskab.

Vi kan ikke leve med estimerede slag på tasken eller gennemsnitstal. Vi ville jo heller ikke drømme om at evaluere en virksomhed økonomisk på gennemsnitsbetragtninger og sjussede nøgletal. Kravet er, at vi opsamler data fra alle vores transaktioner i hele værdikæden og samler dem ét sted.

Selvstændig organisatorisk søjle

Den anden ledetråd til os i den professionelle del af it-verdenen er, at vi må erkende, at it-funktionen skal have en bæredygtigheds-søjle med samme pondus, ressourcetildeling og fokus som finans historisk har haft det. Opgaven er stor og presserende og kræver engagement.

Konkret skal vi i it-funktionen opbygge en organisation, som digitaliserer i dybden i forhold til bæredygtighed. Og vi skal naturligvis gøre det i tæt samarbejde med CFO’ens kontor – ligesom vi gør det på finansiel styring og rapportering.

Når EU-taksonomi og CSRD-regulativ kommer tromlende ind i vores virksomheder, må vi definere opgaven som en omlægning af virksomhedens styringsmodel. Det handler ikke bare om at klare rapporteringen i 2023.

Arbejdet med bæredygtighed rummer et element af compliance, men det er reelt en radikalt ændret forretningsmodel for at drive virksomhed. Den eneste måde at nå i mål er at digitalisere rigtigt. Helt i bund. Ned på transktionsniveau. Forlang at din ERP-leverandør og dit økonomisystem hjælper til med at gøre det rigtigt fra starten.

Det kræver naturligvis pragmatisme. Fokuser på de områder, hvor din virksomhed kan gøre den største grønne forskel for omgivelser og klima. Ingen bliver verdensmestre til det her på to år. Og vi har jo alligevel ingen målstreg i sigte, for vi er jo kun lige gået i gang.

Blandt kravene til de større virksomheder er klimaaftryk i scope 3. Her er vi ude hos partnere og  leverandører, hvor vi også skal have tal på CO2-aftryk. Faktum er at mange mindre og mellemstore virksomheder først vil møde disse krav i deres egenskab af leverandør til store virksomheder.

Helt ud i netværket

Den tredje ledetråd er derfor at få bæredygtighed og ESG-data synliggjort i sourcing og indkøb. Det kan fx være ved at knytte op i netværk med andre virksomheder. Både upstream og downstream hos kunder og leverandører. Den slags netværk bør give nogle faste rammer og standarder for udvekslingerne. Og naturligvis med et vigtigt dataspor, der skal handle om ESG.

Bæredygtighed er et gennemgående tema i vores virksomheder. Det bor hos bestyrelse, topledelse og alle steder, og det kan ikke håndteres af en lille blindtarm i organisationen. På samme måde skal digitaliseringen af bæredygtigheden tænkes og udvikles som en gennemgribende styringsmodel fra den enkelte transaktion til det store overblik.

Af Thomas Madsen, Head of SAP Data Lab Copenhagen i SAP Experience Center Copenhagen

Oprindelig publiceret i Computerworld den 4. januar 2023.