>

Strategisk alternativ til greenwashing

”Danish Crown anklages for greenwashing” var Børsens forsidehistorie 1. juni. Konflikten handler om, hvorvidt virksomheder på basis af selvstyret soft law kan få lov at markedsføre lidt mere klimavenlige produkter. En forudsigelig problemstilling, fordi bæredygtighedsdagsordenen presser sig på, samtidig med at virksomhederne har få guidelines at støtte sig til.

De fleste af os er begyndt at tænke klimavenlighed med, når vi fylder indkøbskurven, og hjemme hos mig går de unge forrest. Der er altså forbrugeropbakning at hente til de bæredygtige produkter og virksomheder.

Skal vi fra virksomhedsside markedsføre os på bæredygtighed, velvidende at vi altid kan gøre mere? Greenpeace og Forbrugerrådet synes, at Danish Crown er over stregen. Personligt hilser jeg flere grønne tiltag velkommen, men vi må ikke stille os tilfreds med nålestiksaktioner, for vi står vitterligt over for en stor forandring.

Hos SAP kan vi møde krav om ESG fra kundeside – måske formuleret som et compliance-krav i et kontrakttillæg. Frem for at se på det som et benspænd for leverancen, forsøger vi at vende det om og sigte på en endnu mere strategisk tilgang til bæredygtighed. Compliance-tilgangen kan være uproduktiv, hvis den står alene som en formel måde at dække sig ind uden at kaste reel forandringskraft ind for at blive bæredygtig, cirkulær og CO2-neutral.

Som software- og cloud-leverandør af virksomhedsløsninger skal vi levere vores ydelser så bæredygtigt som muligt. Vi er i fuld gang. Vores systemer er imidlertid i kontakt med 77 pct af verdens forretningstransaktioner, og derfor har rollen som hjælper for kunderne en helt anden tyngde.

Ambitionen er at skabe synlighed via realtidsdata om spild, affald, forbrug, CO2-aftryk etc. helt ned på produktniveau og dermed integrere bæredygtighed direkte i alle relevante forretningsprocesser. SAP’s løsninger på området vil – hvis de adopteres i normalt tempo – give virksomhederne indsigt og transparens i omkring ca. 20 pct af den globale CO2-udledning på få år.

Pandemien lærte virksomhederne meget om store og hastige forandringer. Nu skal vi fortsætte med et strategisk sigte på bæredygtighed. Det rækker videre end reduktion af CO2, for det er nødvendigt, at vi  bygger cirkulære forretningsmodeller i de samlede forsyningskæder på tværs af industrier og landegrænser.

 

Af Jørn Bo Jacobsen, adm. direktør, SAP Danmark

Denne kommentar er oprindeligt publiceret i Børsen den 29. juni 2021.