EU har netop fremlagt en strategi for data og kunstig intelligens. Danske virksomheder bør skrue op for analytiske løsninger og kunstig intelligens.

EU har tabt det første slag om kunstig intelligens til USA og Kina. Men det næste centrale område bliver at koble den avancerede software ind i forhold til alle de data og alle de transaktioner, som virksomheder råder over. Potentialet er enormt for innovation og effektivisering i produktion, distribution, logistik, transport og infrastruktur. Det har EU’s netop lancerede data-strategi et klart blik for.

Forleden var Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær og næstformand for Europa-Kommissionen, på forsiden af Financial Times, som vinklede EU’s datastrategi på den politiske regulering af tech-giganterne. Klart nok, for det er en kioskbasker, hvis EU vil indskrænke råderummet for Facebook, Google og Amazon på vores kontinent. Det har betydning for os alle som individer og for business-to-consumer-delen af it-branchen. Når man dykker ned i data strategien fra EU og ikke mindst det tilhørende white paper om AI, står det klart at virksomhederne og dermed business-to-business-delen af it-branchen spiller en hovedrolle i EU’s mulighed for at vinde det næste store slag om AI.

Intelligente virksomheder

Europa skal ikke kun være forbruger af AI. Vi skal også udvikle og drive udviklingen, og her bliver virksomhederne og deres operationelle data særligt vigtige. Både data i den offentlige og private sektor er under-udnyttede, men vi har – ifølge EU – en styrke i forhold til digitaliseringsgrad, business-to-business- løsninger og ”intelligente virksomheder”.

EU’s white paper om AI har undertitlen ”en europæisk tilgang til excellence og tillid”. EU understreger, at det samlede økosystem for Europa, landene og regionerne og for partnerskabet mellem den offentlige og private sektor skal arbejde sammen i hele værdikæden. Excellence handler både om forskning og udvikling og om virksomhedernes – ikke mindst SMV’ernes – implementering af AI. Et frit indre marked for data skal styrke Europa gennem ensartede regler, fælles opbygning af ekspertise og datas frie bevægelighed.

Klima og teknologi spiller sammen

Det bliver afgørende, at mange flere virksomheder investerer og innoverer med brug af AI. Navnlig for mindre virksomheder vil der være hjælp at hente i ekspertcentre inden for AI, som EU vil etablere i alle lande. Investering og udvikling skal der til, og det fordrer et samspil mellem private og offentlige investeringer. Herhjemme har Dansk Industri hilst EU’s strategi velkommen, men har samtidig opfordret regeringen til at komme ind i kampen. Og her vil jeg gerne tilføje, at det aktuelle fokus på ambitiøse klimamål ikke er i modsætning til at satse på data og analyse. Tværtimod. Teknologiudvikling er nok snarere forudsætningen for et radikalt kursskifte på klimaområdet.

Europa har måske især været hæmmet af markedernes størrelse. Ingen nation har på egen hånd volumen til at måle sig med USA eller Kina, og derfor lægger EU op til et fælles europæisk marked, hvor data kan bevæge sig frit. Både over grænser og mellem sektorer. Værdien i hidtil ubrugte data skal komme både virksomheder, offentlige myndigheder og forskningsverdenen til gode. I forhold til persondata skal EU sætte standarden for menneskevenlig og tillidsfuld brug af data.

Ny æra for industrielle data

Ligesom i resten af Europa kan vi i Danmark konstatere, at lokomotiverne i denne udvikling nødvendigvis må være de store industrivirksomheder med styrkepositioner i form af ekspertviden, data og etablerede markeder. Netop de mange industrielle data fra eksempelvis sensorer, målinger og analyser er milevidt fra at krænke nogens privatliv eller at være omfattet af GDPR. Danske virksomheder vil her have fordel af international kompetenceudveksling og fælles opbygning af erfaring. Potentialet i automatisering, dataanalyse og altså også kunstig intelligens er stadig meget markant.

”Vi er på vej ind i en æra, hvor de største datamængder vil komme fra erhvervslivet. Kampen om de industrielle data begynder her og nu, og vi har den største og stærkeste industrielle base. Vi har alt, hvad der skal til for at vinde,” sagde EU’s kommissær for det indre marked Thierry Breton under lanceringen af strategien fra EU’s side.

Det politiske system kan bare ikke løse opgaven alene. Bestyrelser og direktioner bærer et klart medansvar for, at vi vinder det nye slag om data.

Af Jørn Bo Jacobsen, adm. direktør, SAP Danmark

Denne kronik er oprindeligt publiceret i Børsen den 26. februar 2020