Selvom Corona har reduceret den globale CO2-udledning i 2020, bevæger vi os stadig i en uholdbar retning. Både politikere, virksomheder og privatpersoner skal agere nu. CO2-prissætning bliver en ny forretningsvirkelighed i 2020’erne.
Jeg er bange for, at corona-pandemien bliver et lille komma i verdenshistorien i forhold til den hovedsætning, som vi nu er ved at skrive i forhold til klodens klimaudfordringer. Advarselslamperne lyser, og videnskaben taler nu om accelererende faktorer, som gør selv en opvarmning på to grader til et svært opnåeligt mål. Vi kan ikke fortsætte med at leve og arbejde, som vi gør i dag. Det er intet mindre end civilisationens fremtid, vi har i vores hænder.
Verden står over for en meget stor og meget presserende omlægning af energiforsyning, forbrug og fordeling. Den bæredygtige vej kræver samarbejde på alle niveauer og på tværs af organisationer, industrier og regioner. Vi har brug for konkrete handlinger nu.
Positive aspekter
Der er flere positive aspekter med i ligningen. Energiteknologierne er tilgængelige i de udviklede lande, og deres omkostninger falder fortsat. Vi har vedvarende vind- og solenergi, biobrændstoffer og potentielt lagring af kulstoffangst og brintkraft. Vi har en måleenhed i form af mængden af udledt CO2, som sætter os i stand til at evaluere indsatsen på globalt, nationalt og industrielt niveau.
Fra politisk side er det muligt at skabe incitamenter til at bruge naturressourcerne klogt gennem handelsaftaler og CO2-afgifter. Mange NGO’er skubber fortsat på for at ændre vores tankegang. Nye generationer er opsatte på at leve bæredygtigt. Men det afgørende bliver, at virksomhederne for alvor tager klimadimensionen helt ind i deres daglige drift og ledelse. Og her er vi nu kommet til et punkt, hvor der ikke skal snakkes mere. Det skal handling på bordet.
It-løsninger skal spille med
SAP har et særligt ansvar. Vi er globalt set naturligvis aktive og engagerede i flere initiativer op mod FN’s verdensmål, men vi har også 440.000 virksomheder som kunder, og 77% af verdens økonomiske transaktioner er datamæssigt i kontakt med vores forretningssoftware. Derfor har vi nu lanceret den første af en række nye løsninger, som sætter virksomheder i stand til at måle, styre og analysere deres klimapåvirkning. Faktisk helt på linje med den økonomiske styring skal det være muligt at fastslå CO2-indholdet i et givent produkt, en produktionsfacilitet og i den samlede virksomhed.
I min optik er det kun muligt at opnå den hastige og kolossale omlægning, som kloden har brug for, hvis CO2-effekten er monetariseret, så markedskræfterne kan drive forandringen, og vi skal gå målrettet efter at styrke to centrale løftestænger.
Ny forretningsvirkelighed
Den første løftestang er at etablere økonomisk incitament for virksomhederne. Verdensbanken estimerer, at lige nu er mere end 50 forskellige initiativer inden for prisfastsættelse af CO2 under implementering eller planlægning. Det er en ny forretningsvirkelighed i 2020’erne!
Pris på CO2 er et komplekst og politisk spørgsmål, som folkevalgte skal drive fremad. Omvendt er det i vores DNA at bygge software, der hjælper virksomheder med at måle, synliggøre og træffe de rette beslutninger i et dynamisk og heterogent reguleret miljø. Ansvarlige leverandører af it-systemer kan derfor bygge de finansielle instrumenter, som trækker CO2-prissætning ind i kernen af ledelsens fokus.
Frit valg
Den anden centrale løftestang er det frie valg både for forbrugere og virksomheder. Vi kommer til at se CO2-mærkning af varer og tjenester, hvilket vil skabe gennemsigtighed og opmærksomhed. Forbrugerne vil kræve viden om CO2-aftrykket, før de køber produkter og tjenester. På samme måde som vi har set et voksende fokus på kalorieindhold i mad. Den aktuelle forandring skal bare gå hurtigere!
Valget skal også slå igennem for virksomheder, og deres forsyningskæder. Jeg tror, vi snart vil se villighed til at betale en præmie for det lave CO2-alternativ, som vi ser det inden for vedvarende energi og økologiske varer. Prissætningen af C02-effekten vil forme markeder og virksomhedsstrategier, og det vil allokere kapital til den mest omkostningseffektive måde at nå i mål på. For virksomheder bliver klimabelastningen en ny konkurrenceparameter.
Danmark kan og bør gå forrest i denne udvikling. Vi har det ambitiøse 70% mål, og vi har de store virksomheder, som kan levere bæredygtige løsninger. Men det kræver, at vi går fra snak til handling og lader markedskræfterne spille med musklerne.
Af Jørn Bo Jacobsen, adm. direktør, SAP Danmark
Dette debatindlæg er oprindeligt publiceret i Børsen den 19. august 2020