Når de store, tunge og sorte virksomheder for alvor investerer i bæredygtighed, så betyder det noget. Mange tech-virksomheder er helt i front med bæredygtig omstilling, og det er vigtigt at de store datacentre er klimarigtigt opbygget. For mange andre it-virksomheder er det i rollen som katalysator i andre virksomheder, at vi kan sætte fart på den grønne omstilling.

I en, hvad der nu føles som meget fjern fortid, sad jeg i et SAS-fly og læste in-flight-magasinet (som jo var noget der udkom på tykt, glittet papir, før verden gik af lave). Jeg læste om en amerikansk el-motorcykel, som jeg senere fandt i det virkelige liv hos en distributør i Roskilde, hvor jeg så foretog mit livs største impulskøb…

Jeg var med andre ord lidt af et klimarigtigt fyrtårn, når jeg tonsede afsted i lædertøj og genopdagede ungdommens glæde ved at køre motorcykel.

Ak ja, jeg var helt på forkant, da jeg kørte på min amerikanske el-motorcykel, men nu er den solgt, og dieselbilen står og keder sig i garagen, mens jeg arbejder hjemme.

Næste bil bliver en el-bil

Ja, ja, jeg indrømmer, at der var elementer af panikalder i beslutningen, og på bæredygtighedens karma-konto er jeg langt fra at være i balance, når det er en diesel-bil, som står i garagen og keder sig under pandemien. Suk. Motorcyklen er lige solgt. Suk. Næste bil bliver en el-bil!

Har du det ligesom mig med store udsving på det klimamæssige humørbarometer? Jeg synes ofte, at det går alt for langsomt. Jeg går i sort, når infrastrukturplaner er grågrumsede. Mine egne forbrugsvalg kan være grønne, og de kan være det modsatte. Jeg svinger mellem klima-optimisme og klima-pessimisme som det danske vejr i april.

Når vi så her hos SAP – og sikkert mange andre steder i it-branchen – går efter målet om klimaneutralitet i 2023, så luner det lidt på kontoen. Og når vi har Danmarks tech-ambassadør på besøg i vores SAP Experience Center trækker det i samme retning.

Sorte brancher bliver grønne

Det seneste, som for alvor har fået mit klimahumør til at stige, er at se, at de store, gamle, sorte brancher for alvor er ved at tage bæredygtigheds-dagsordenen til sig. På #SAPSustainabilitySummit i april fortæller olieselskaber, bilvirksomheder og elektronikproducenter f.eks. om deres projekter.

Det kan for alvor rykke. Jeg mener, at verdensmålene er ultravigtige som vores fælles målsætning for hvad det gode er. Vi vil som medarbejdere og forbrugere selvfølgelig helst arbejde for og købe ind hos formålsdrevne virksomheder.

Og it-branchens aktuelle og meget vigtige rolle er at hjælpe alle andre virksomheder med at opbygge nye forretningsprocesser og give indsigt via data til at understøtte den bæredygtige transformation. Ikke bare for en enkelt virksomhed, men for en hel værdikæde på tværs af industrier i et cirkulært setup.

Fortæl bæredygtige historier

Og vi skal selvfølgelig fortælle de gode historier. Forleden hørte jeg for eksempel om en hollandsk virksomhed, som har udviklet et drivhus med planter i mange etager, hvilket reducerer vandforbruget med 90%.

En af deres installationer er fx i Kuwait, hvor det virkelig batter, når man reducerer vandforbuget. Virksomheden anvender SAP Business Technology Platform, og derfor skal vi her hos os selvfølgelig snakke højt og meget om sådan en reference.

Hermed en opfordring til alle kommunikatører, sælgere, marketingfolk og ledere i it-branchen: Sæt fuldt lys på de bæredygtige historier. Vi har lidt travlt og det kan kun gå for langsomt!

 

Af Thomas Madsen, Head of SAP Data Lab Copenhagen i SAP Experience Center Copenhagen

Oprindelig publiceret i Computerworld den 22. april 2021.