Årlig global SAP-undersøgelse afslører, at danske ledere mener bæredygtighedstiltag bidrager til forbedrede forretningsresultater, men over 96% rapporterer også om problemer med at indsamle eller analysere data for at overholde lovgivningen.
SAP har udgivet resultaterne af sin årlige bæredygtighedsundersøgelse, som viser, at 94% af de adspurgte danske ledere vil fastholde eller øge deres investeringer i bæredygtighedstiltag inden 2026 i jagten på større økonomisk afkast.
Den globale undersøgelse af over 4.700 virksomhedsledere, herunder over 100 fra Danmark, er den tredje udgave af SAP’s årlige bæredygtighedsundersøgelse, der udforsker de vigtigste motiver og udfordringer for organisationer, som ønsker at reducere deres miljøpåvirkning i stor skala.
Undersøgelsen indikerer at Danmark er længere end mange af de lande vi normalt sammenligner os med, og at de miljøstrategier, som Danmarks virksomhedsledere har implementeret, allerede resulterer i forbedrede forretningsresultater. Mere end fire ud af ti (42%) mener, at forbedret omsætning, overskud og vækst skyldes deres miljøtiltag sammenlignet med 31% i resten af verden.
En af grundene til denne succes kan være den langsigtede strategi, som danske virksomheder har anvendt. 15% af de danske respondenter sagde, at de har indsamlet data om miljømæssig bæredygtighed i over 20 år. Det står i markant kontrast til Tyskland (1%), Storbritannien (1,3%), Frankrig (3,5%) og USA (4,3%).
Det betyder ikke, at danske ledere har det nemt. Næsten en tredjedel (32%) har svært ved at bevise afkastet af investeringen, 41% er usikre på, hvordan miljøtiltag passer sammen med organisationens strategi, og næsten en tredjedel (32%) føler, at de mangler den nødvendige ekspertise til at gennemføre effektive tiltag. Hvis der ikke tages hånd om dette, vil det gøre langsigtede fremskridt sværere at dokumentere og opretholde.
Bæredygtighed som et økonomisk incitament, ikke en byrde
Tidligere blev tiltag til at beskytte planeten måske kun set som en moralsk eller etisk forpligtelse, men erhvervslivets mindset har udviklet sig, og i dag ser danske virksomheder i stigende grad de langsigtede økonomiske fordele, da over en tredjedel (35%) svarer, at indtægts- og overskudsmuligheder er en af de vigtigste incitamenter for bæredygtighedstiltag.
Selv i et marked plaget af inflation, problemer i forsyningskæden og stigende leveomkostninger står mange danske ledere fast på deres miljøforpligtelser, da de ser bæredygtighedstiltag som et middel til at kompensere for økonomisk usikkerhed. 52% af de danske ledere forventer nu at se et positivt økonomisk afkast af deres investeringer i bæredygtighed inden for de næste fem år.
I en kommentar til undersøgelsen siger Mikkel Stavnsbo, administrerende direktør i SAP Danmark: “Tag ikke fejl, vores undersøgelse viser, at det er på tide, at flere finansledere kommer på banen og bider mærke i, hvordan bæredygtighedstiltag kan gavne netop deres forretning. Efterhånden som det at tage skridt til at forbedre bæredygtigheden i forretningsmodellen bliver mere end bare et moralsk spørgsmål, og danske ledere ser langsigtede materielle gevinster, skal CFO’er og andre ledere tage en aktiv rolle i at levere køreplanen. Nu, hvor der er overskud på spil, kan finansafdelingen hjælpe med at drive en gennemgribende bæredygtighedstilgang for at levere det bedst mulige afkast.”
Opbygning af egne bæredygtighedsbarrierer
På trods af sammenhængen mellem bæredygtighedstiltag og langsigtet indtjening viser SAP’s undersøgelse, at danske virksomheder ikke inddrager finanscheferne i bæredygtighedsarbejdet, og det bremser udviklingen.
I øjeblikket er det kun 3% af virksomhederne, der har givet deres finansdirektør ansvaret for at sætte den strategiske retning for bæredygtighedsindsatsen. I stedet tilfalder det en række andre ledere, herunder CEO’er (32%), Chief Information Officers (21%) og bestyrelsen (10%). Og når det kommer til ansvar for resultaterne, er CFO’en lige så marginaliseret. Kun 9% har tildelt CFO’en ansvaret i Danmark og foretrækker i stedet at lægge ansvaret over på CEO’en (42%), Chief Sustainability Officer (34%) og CIO’en (28%). I betragtning af fokus på overskud og tab, omkostningsstyring og økonomiske resultater, er det måske mere naturligt for CFO’en at tage føringen på bæredygtighedsområdet? Da 31% af danske virksomhedsledere nævner finansieringsproblemer som en af de fem største barrierer for at gøre noget ved bæredygtigheden, og 27% kæmper for at få støtte fra ledende stakeholders til at gøre en fælles indsats, kan CFO’en være den forkæmper, de har brug for.
Pas på med at falde i rapporteringsfælden
Måling af bæredygtighedsindsatsen er stadig en udfordring for danske virksomheder. Kun 36% kan spore Scope 1-udledninger (drivhusgasudledning, der produceres direkte) i en “høj grad”. Kun 31% sporer Scope 2 (indirekte udledninger forbundet med den energi, en virksomhed køber) i en “høj grad”, og kun 27% sporer Scope 3-udledninger (produceret på tværs af forsyningskæden) i en “høj grad”. Så selv om Danmark er førende på bæredygtighedsområdet, er der meget plads til forbedring. Som et resultat af de eksisterende mangler tyr lederne til estimater eller “mavefornemmelser”, når de oplyser om miljøpåvirkning. Danske ledere kæmper også med at indføre en standardiseret rapporteringsramme, hvor over en tredjedel (34%) ikke har nogen konsekvent metode til at beregne deres produkters miljøpåvirkning.
Denne tvetydighed forværres yderligere af brugen af modstridende målemetoder til rapportering. Mens lederne i overvældende grad bruger direkte målinger til at spore energiudledninger (74%), ressourcetilgængelighed (71%), fast affald (79%) og materialeforbrug (78%), er de afhængige af gætterier og estimater for vandforurening (74%), påvirkning af forsyningskæden (68%), tab af natur (86%) og luftforurening (89%). Det fører til, at over 96% rapporterer om problemer med at indsamle eller analysere data for at overholde lovgivningen, på et tidspunkt, hvor danske ledere allerede skal navigere i en række skiftende regler, skatter og afgifter i forbindelse med deres CO2-aftryk.
Stephen Jamieson, Global Head of Circular Economy Solutions, SAP, siger: “I et klima, hvor strengere regler nu kræver, at virksomheder offentliggør miljøpåvirkning, risikerer ledere, der ikke kan rapportere disse data nøjagtigt, ikke kun beskyldninger om greenwashing, men bøder og skade på omdømmet. Fokus på at implementere en standardiseret rapporteringsramme vil sikre, at virksomheder underbygger deres grønne troværdighed, får målt rigtigt og sætter gang i indsatser, der direkte vil føre til langsigtet forbedring. Organisationer kan bruge disse data til at redesigne produkter, genbruge materialer, reducere affald og regenerere naturlige systemer på tværs af forsyningskæden – og dermed sætte skub i den cirkulære økonomi.
“Vores portefølje af softwareløsninger betyder, at vi er godt rustet til at støtte virksomheder og sikre, at de er i den bedst mulige position til at navigere i disse udfordringer i de kommende år. Det vil give ledere mulighed for at frigøre yderligere investeringer, høste de økonomiske fordele ved at handle bæredygtigt, overholde skiftende lovkrav og opnå en netto-nul status i fremtiden.”
Edward Manderson, Lektor i miljøøkonomi ved Manchester universitet, siger i en kommentar til undersøgelsen: “Forbindelsen mellem bæredygtighedstiltag og økonomiske resultater vil spille en afgørende rolle i udformningen af miljømæssige fremskridt i fremtiden. I løbet af de sidste par år har akademisk litteratur vist, at virksomheder drager økonomisk fordel af bæredygtighedstiltag, og SAP’s undersøgelse viser, at dette faktisk er en realitet for virksomheder, der ønsker at komme sig hurtigt efter pandemien. Som denne rapport viser, er forretningsstrategi og bæredygtighed nu så tæt forbundne, at der simpelthen ikke er nogen undskyldning for organisationer, hvis de ikke tager fat på manglerne i deres forretningsmodels bæredygtighed og gennemfører meningsfulde ændringer.”
For mere information om SAP Sustainability Report 2023, klik her.
Besøg SAP News Centre. Følg SAP @SAPNews
Om SAP
SAP’s strategi er at hjælpe alle virksomheder med at drive en intelligent og bæredygtig virksomhed. Som verdens førende leverandør af forretningssoftware hjælper vi virksomheder af alle størrelser og fra alle brancher med at yde deres bedste: SAP-kunder står for 87 % af den samlede globale handel. Med vores kunstig intelligens (ML), Internet of Things (IoT) og avancerede dataanalyseværktøjer gør vi vores kunder til intelligente virksomheder. SAP hjælper med at give medarbejdere og organisationer en dyb forretningsindsigt og fremmer samarbejde, så forspringet til konkurrenterne bevares. Vi forenkler teknologien for virksomheder, så de kan bruge vores software, som de ønsker – uden afbrydelse. Med vores væg-til-væg portefølje af applikationer og services på tværs af 26 brancher samt et globalt netværk af kunder, partnere, medarbejdere og ledende eksperter gør SAP det muligt for private og offentlige kunder at drive en rentabel forretning, løbende tilpasse sig og gøre en forskel.
For mere information, besøg www.sap.com/denmark og news.sap.com/denmark.
Overblik på 1 side om SAP: SAP Corporate Fact Sheet.
Pressekontakt
Ellen Vig Nelausen
SAP Nordic Integrated Communications
telefon: +45 29 23 32 34
e-mail: ellen.vig.nelausen@sap.com