Almindelige virksomheders konkurrenceevne bliver helt sikkert styrket ved at udnytte AI, men ikke ved at udvikle AI fra bunden. Vi skal stille skarpt på mennesker, organisation og processer.

Virksomheder skal passe meget på med at overkomplicere tilgangen til AI-teknologi. Vi skal ikke hver især hyre en hær af AI-eksperter og udvikle modeller og metoder. Vi skal snarere kortlægge vores samlede kompetencegab, så vi kan blive i stand til at forudse, reagere på og udnytte de teknologi-drevne forandringer. Vi kan ikke vide præcis, hvad der vil ske, men vi kan som mennesker hjælpe hinanden med at tilpasse os et foranderligt miljø.

Vi får brug for medarbejdere, der er dygtige til at interagere med andre mennesker. Kritisk tænkning, nysgerrighed, tilpasningsevne og fleksibilitet – for ikke at nævne kreativitet og samarbejde – kommer i højsædet. Interpersonelle færdigheder bliver mere relevante end nogensinde i en AI-tidsalder.

Mere jordnært kommer det til at handle om, hvordan AI påvirker de forretningsmæssige processer. Mødet med ChatGPT gør det klart for de fleste, at marketing og kundevendt kommunikation bliver meget berørt. Men hvad med alle de øvrige digitaliserede domæner som HR, økonomistyring, logistik, distribution og så videre?

AI ind alle steder

I mange sammenhænge kan vi i virksomhederne ikke leve med det element af tilfældighed og black box, som svarene fra de store sprogmodeller kommer med. De hallucinerer, de digter videre, og svarene varierer efter, hvordan spørgsmålene bliver formuleret. Vi får brug for at arbejde med større træfsikkerhed og soliditet i en forretningsmæssig virkelighed. Generativ AI skal specifikt trænes på vores egne forretningsdata, og de skal stå på ryggen af et struktureret datagrundlag. Det er vejen til, at vi som medarbejdere kommer til at ”snakke” med vores it-systemer og får korrekte svar.

Vores egen tilgang i SAP er at indbygge AI i samtlige funktionalitetsområder i vores løsninger til virksomhederne, men vi har som udgangspunkt ikke planer om at udvikle AI-funktionaliteten selv. Vi ser os selv i langsigtede partnerskaber med open source-verdenen, hyperscalere og eksempelvis NVIDIA, som vi senest har udvidet vores partnerskab med. Til gengæld vil vi selv vende hver eneste sten i arbejdet med at finde den rigtige og mest produktive måde at bruge AI til de forretningsdata og de processer, som er SAPs DNA og ”hjemmebane”.

Jeg tror, at vi deler troen på AI’s potentiale med samtlige kolleger, der leverer cloud-løsninger til virksomhedskunder. Derfor vil jeg opfordre danske virksomheder til at lade deres it-leverandører komme op med AI-løsninger inden for deres respektive områder.

Lad andre opfinde den dybe tallerken

I økonomisystemets barndom rasede en voldsom religionskrig mellem egenudvikling og standardsystemer. Standardiseringen vandt på den lange bane, og i denne cloud-æra har standard fået endnu større betydning og værdi. Hvad nogen før udviklede selv, er nu en digital serviceydelse.

Vi skal tage ved lære af det på AI-området. Virksomheder kan roligt regne med, at eksempelvis leverandøren af dens omfattende HR-system til rekruttering, personlig udvikling, og fastholdelse af medarbejdere lige nu er i gang med at identificere veje til at høste værdien af AI i forhold til HR-processerne. Lad endelig leverandøren opfinde den dybe tallerken rent teknisk, så kan I selv forberede kultur og mindset på en fremtid med AI. Viden om forretningskontekst er vigtigere end viden om en generisk AI-teknologi. Derfor bliver det afgørende at sætte forretningsprocesserne i fokus for værdiskabelsen. Vi kommer til at konkurrere om at bruge, udnytte og omfavne AI’s potentiale.

Jeg ser selv frem til mere proceseffektivitet. Vi ønsker med få ord at sikre gennemsigtighed og transparens af end-to-end-processer, der er vitale for næsten alle virksomheder, og som spænder over hele værdikæden: Fra ”Lead to Cash”, fra ”Recruit to Retire”, fra ”Source to Pay” og fra ”Design to Operate”.

Vi må bare være helt sikre på, at farten ikke går ud over kvaliteten, for vi skal kunne stole på vores it-systemer. Virksomheder kan ikke bruge lynhurtige forkerte svar.

Af Mikkel Stavnsbo, adm. direktør, SAP Danmark

Oprindelig publiceret i Finans den 6. maj 2024.