Med data og AI kan vi fundamentalt automatisere og revolutionere forretningsprocesser, men det sker ikke af sig selv. Virksomheder får ikke nødvendigvis styrket konkurrenceevnen, når medarbejdere bruger den samme generative AI som alle andre.
AI er ikke per definition værdiskabende innovation. Udbredt brug af AI-assistenter i virksomhederne er ikke en differentiator på markedet, når alle andre gør det samme. Det kan være nødvendigt at slå disse banale kendsgerninger fast i en tid, hvor den globale hype udløst af ChatGPT og DeepSeek nu udmønter sig i, at virksomhedens medarbejdere på mere eller mindre frivillig og individuel basis benytter AI-assistenter.
Over halvdelen af danske virksomheder stiller generativ AI til rådighed for medarbejderne. Jeg bruger selv generisk generativ AI., og jeg er ikke alene, for over halvdelen af medarbejderne bruger det – ifølge en undersøgelse fra PA Consulting – til daglige opgaver.
Glasur på kagen
Som it-branche må vi i jublen over denne nye mulighed ikke glemme, hvad AI kan gøre for forretningsmæssig innovation og konkurrenceevne. Vi kan ikke bilde os ind, at medarbejderes brug af AI til at producere eksempelvis tekst per definition styrker virksomhedens eller nationens konkurrenceevne.
I min egen hverdag er det blot glasur på kagen, for i vores organisation er de store digitaliseringsgevinster høstet med globalt fokus på uniformt datagrundlag og stringente, intelligente forretningsprocesser. Den del kræver meget mere, og den må ikke glemmes. Danske virksomheder vil sikkert ligge helt fremme på adoptionskurven af generativ AI, fordi vi som regel er hurtige til at tage ny teknologi ind – både som personer og virksomheder. Vi må bare ikke stoppe, når vi har høstet den lavthængende personlige effektivitetsgevinst.
AI er mere end ChatGPT
AI er mere end ChatGPT og de efterhånden mange andre tilbud inden for generativ AI. Machine learning, analytics, AI-agenter og andre former for avanceret brug af data rummer potentialet til at revolutionere hele forretningsprocesser end-to-end. Det kan sagtens ske med et element af generativ AI, men ikke nødvendigvis. Og en af vejene er naturligvis at benytte alle indbyggede AI-muskler, som vi fremover vil se integreret i ERP-platforme som SAP S/4HANA Cloud.
Distinktionen er vigtig. DI Digital, Digitaliseringsstyrelsen og en række andre gode aktører kaldte i efteråret en god guide til at bruge AI-assistenter for en ”AI-hvidbog” og digitaliseringsministeren deltog i en stort opsat lancering.
Vi skal bare ikke kun være forbrugere af AI som personligt produktivitetsværktøj. Langsigtet konkurrenceevne opstår, når vi som virksomheder kan skalere og er skabende med den nye teknologi. Her ligger potentialet for det helt store værdibidrag. I mellemtiden er det som fundament helt fint og givetvis stærkt fremmende for kreativiteten, at vi alle vænner os til at bruge generativ AI i vores opgaveløsning.
Goddag til kompleksitet
AI-assistenterne tager et stort spring, når de fører generativ AI ind på ”indersiden” af virksomheden. Det vil sige, at virksomhedens egne data (e-mails, word-dokumenter, præsentationer, pdf’er, ERP-data fra finans, indkøb, forsyningskæde, salg og marketing, kundeservice, HR, compliance mm) kan bruges til ”konversationer” med kunder og medarbejdere i naturligt sprog. Her ligger et klart løft i brugervenlighed og et løft i personlig produktivitet for os alle.
Bevægelsen fra ydre og helt generisk AI til indre og specialdesignede løsninger åbner for en masse kompleksitet, og som AI-hvidbogen fint understreger, skal der arbejdes med platform, datagrundlag, compliance og kulturel implementering. Det kalder på en klog it-branche, som har fået et nyt kraftfuldt værktøj i værdiskabelsens værktøjskasse.
Europæisk lederskab
Hvad nu hvis teknologien kan overtage en nærmest komplet opgaveløsning? Så kan vi skalere den op i stor målestok. Digital transformation er absolut mulig. At høste dette potentiale kræver en samlet ledelse, som prioriteter innovationen af organisationens forretningsprocesser. Stringente forretningsprocesser, struktur på data og kulturen i organisationen er også afgørende for, at forandringen kan slå rod og skabe værdi. Katalysatoren er ledere, som går forrest og tager lederskab. Og stærke og kreative it-eksperter som udmønter i praksis.
Selv om USA og Kina er stukket af med forbrugerrettet og person-orienteret AI, kan vi i Europa gå forrest ved at samarbejde inden for brancher og bruge vores data intelligent. En stærk it-branche er en vigtig forudsætning.
Af Mikkel Stavnsbo, adm. direktør, SAP Danmark
Oprindelig publiceret i ITWatch den 11. februar 2025.