Klumme. Bedre beslutninger, effektive møder og en ny direkte måde at finde viden på. Coronaperioden har også gjort noget godt. Vi tager meget af det med os (håber jeg).
Mere golf og højere effektivitet. Karantæneperioden var god for mig. Måske hører jeg til blandt de introverte, som pandemien præmierede med ”15 minutes of fame” midt i en ekstrovert epoke i verdenshistorien?
Det er passende at reflektere lidt over arbejdslivet her efter de tre første fysiske kundemøder i over tre måneder. Vi skal jo nærmest til at lære det hele igen. Hov hov, ikke give hånd. Sidde med afstand. Kejtede albuestød og fjogede grin. Afspritning før og efter, og her og der og alle vegne.
Tab af produktivitet
Det første jeg registrerer er tabet af produktivitet. Jeg når mindre på en dag med fysiske møder, end på dage, hvor jeg er selvstyrende og uden transporttid. Møderne på Teams/Skype/Zoom er også kortere og lidt mere to-the-point.
Men hvad med de mere komplekse og langhårede problemstillinger? Jamen, her er jeg faktisk også lige ved at hævde, at vores beslutninger og vores dialog er bedre på videomøder. Personligt kan jeg bedre læne mig op af noter, dele skærm og formidle mere komplekst stof end i det fysiske møde.
Mængden af de uformelle beslutninger taget på gangen i en-til-en-samtaler har været færre. Alle sidder mere lige over i videokonferencen, hvilket giver forberedelsen og de bedste argumenter bedre vilkår for at løbe med beslutningen.
Meget mere digitalt indfødt
Det virkeligt nye for mig i denne periode har været vidensindsamlingen. Jeg er blevet tvunget til at arbejde digitalt og metodisk. Jeg har fået øjnene op for, hvor mange gode kilder jeg kan finde. Ikke mindst i vores egen globale organisation.
Det er nærmest som at tage et generationsspring hen mod de digitalt indfødte. Fordi alle har været i karantæne var det også lettere end normalt at få hul igennem til de mest efterspurgte eksperter.
Verden er mindre
Som du nok kan regne ud, så hører jeg ikke til dem, der savner den uformelle sludder og sladder ved vandkøleren. Tværtimod. Jeg tror, at mit personlige netværk er vokset i denne periode. Helt opløftende har jeg knyttet nye forbindelser over hele kloden. Jeg har virkeligt lært at bruge netværket, og verden er blevet mindre.
Jeg kan sagtens forstå, hvis nogen har følt sig spærret inde i en lejlighed og har hadet at få mængden af social kontakt reduceret til ukendelighed. Mit arbejde og min personlighed og min golfinteresse har bare haft det helt fint undervejs.
Jeg er heller ikke alene. Ude hos kunderne er der ikke meget tvivl om, at vi kommer til at bruge de nye digitale kommunikationslinjer mere i fremtiden. Det håber jeg i hvert fald. De har klart vist deres værdi efter en indkøringsperiode. Vi får ændret vores måder at arbejde sammen på fremover i professionelle sammenhænge.
Er jeg cyborg?
Men er vi der, hvor jeg burde opsøge læge i forhold til min næsten udelte glæde over for at slippe væk fra kontoret og bare arbejde hjemme på kammeret i eget hus?
Vi har briller, høreapparater og kunstige hjerter, og nu kan vi altså også fungere fint socialt uden at vores kroppe er en del af ligningen. Kan vi til sidst også droppe sproget og bare uploade tanker til hinanden?
Hvor ville det være meget nemmere hvis vi kunne teleportere en fuld kompetence til at køre bil til de kommende bilister, så de sparede turen til kørelærer. Til sidst kan vi måske helt slippe for kroppen og leve uploadede som cyborgs i al evighed?
Okay, okay. Måske er det meget godt at komme tilbage til virkeligheden igen. Også selv om det indebærer en forbandet masse møder. Vel mødt!
Af Thomas Madsen, Head of SAP Data Lab Copenhagen in the SAP Experience Center Copenhagen
Denne klumme er oprindeligt publiceret i Computerworld den 26. juni 2020.
