The holy church of composability er en af de mest succesrige ”religioner” i it-verdenen. Altså i betydningen teori (og ”buzzword”) med vind i sejlene. Ideerne er gode, men vi skal finde grænsen for deres rækkevidde, hvis vi ikke skal drukne i kompleksitet.
Her i klummen plejer jeg at mene noget om, hvordan man teknisk og forretningsmæssigt skal digitalisere sin virksomhed. Altså et professionelt og ledelsesmæssigt synspunkt. Denne omgang er ingen undtagelse, men jeg vil gerne starte fra et brugerperspektiv. Mit eget.
Over de sidste par år har min egen brugeroplevelse været gennem en revolution.
Vores HR-systemer tillader eksempelvis en stribe nye ting. Selv er jeg ikke stor bruger af kompetenceudviklingsdelen, fordi jeg er en gammel forstokket herre. Men jeg har adgang til et væld af data og jeg kan eksempelvis selv omforme løn til aktieandele i virksomheden. Helt sømløst. Alt tilgås ét sted.
På samme måde er rejsebooking og afregningen en komplet, strømlinet digital proces ligesom indkøb af ny pc eller mobil. Let tilgængelig og guidet proces. Og senest selvfølgelig med introduktionen af generativ AI som et aktivt hjælpemiddel til informationssøgning og tekstskrivning.
Køb-og-plug-in
SAP’s filosofi har været at kombinere en stram, omfangsrig og standardiseret ERP-kerne med innovation delvist gennem opkøb. Købet af SuccessFactors (2011), Ariba (2012) og Concur (2014) gav et cloud-baseret HR-system, et cloud-baseret indkøbssystem og et cloud-baseret rejsebooking- og afregningssystem. Strategien kan kaldes køb-og-plug-in. Data flyder lystigt mellem kernen og de nye ”øer” af funktionalitet.
Filosofien er komponerbar. En stram kerne og et standardiseret interface tillader hurtigt tilkobling og afkobling af omkransende funktionalitet. Det samme gælder inde i ERP-systemet, hvor man kan tilføje eller fjerne moduler til en (urokkelig) kerne af finance og økonomistyring.
Den vigtigste og mest værdifulde tanke i composable-filosofien er tanken om det entydige interface, der tillader at kombinere hvad som helst bare standarden er fulgt. LEGO’s patenterede interface er et stærkt billede på filosofien, fordi den tillader os at sætte alle mulige klodser sammen.
Hvor går grænsen?
Men hov, tænker du sikkert, er den komponerbare arkitektur ikke netop født i opposition til ERP-systemet? Jo, den er i hvert fald et modsvar til tunge, monolitiske systemer med lav fleksibilitet, hvor forretningsprocesser føles som støbt i cement, og hvor virksomheden reelt er låst til leverandøren.
Spørgsmålet er nu, hvad der rent faktisk leverer størst mulig forretningsmæssigt råderum. Er det ”køb-og-plug-in”? Er det ”byg-selv-og-plug-in”? Eller er det ren standard fra én leverandør?
Spørgsmålet melder sig hurtigt: Hvor skal grænsen gå for det komponerbare? Hvis man forestiller sig det 100 pct komponerbare it-landskab, vil det være nedbrudt i mikroprocesser, som kan kobles til og fra, som helt små røde eller gule legoklodser.
Høj fleksibilitet rent teknisk. Men organisatorisk flytter en stribe nye kilder til hovedbrud ind i organisationen: Standardisering selv om leverandører ikke er harmoniserede, kompatibilitet mellem gammelt og nyt, it-sikkerhed og compliance i mange komponenter, besværliggjort overvågnings- og ledelsesopgave, performance-issues når forskellige dele skal spille sammen.
Forretningsmæssig fleksibilitet
Jeg ser stærke argumenter for kun at ”betale” denne pris, hvor fleksibiliteten er forretningsmæssig vigtig. Grænsen skal defineres af forretningsmæssig virkelighed og domænets forandringshastighed. Typisk er de kundevendte og menneskevendte funktionalitetsområder meget mere under pres for innovation end den interne administrative rygrad.
SAP’s egen distinktion går mellem en data-kerne inkluderende finance og så de omliggende områder som CRM, HR, forsyningskæde, spend management og business network. Den fulde integration i ERP-kernen svarer til at købe et fundament ude i byen. Det er konfigurerbart men det er ikke komponerbart.
Fordelen er sømløs og afprøvet integration, en enkelt kilde til ”sandheden” og et etableret og afprøvet organisatorisk setup bag denne del af den samlede bygning. Det svarer lidt til at købe kælderen og stueetagen i LEGO-huset, og så lade den komponerbare tænkning tage over på de øverste etager.
Mit bud er altså, at vi skal plukke fra den komponerbare tænkning, og så skal vi bruge den målrettet, hvor fleksibilitet er i højsædet. På den måde er jeg nok i opposition til The Holy Chruch of Composability, og jeg vil hellere ty til den bibelske lignelse om at bygge på klippe og ikke på sand!
Af Thomas Madsen, Enterprise Architect and Technology Explorer hos SAP Danmark
Oprindelig publiceret i Computerworld den 13. juni 2024.
